mandag den 16. april 2018

"Så må vi håbe..."


Jeg har fået afslag mange gange. Men de fleste er kommet indenfor det seneste års tid. Hvis "antallet af gange Julie har fået nej" var en graf, så ville kurven eksplodere efter jeg dimitterede og så ellers bare fortsætte derudad.
Oxford sagde nej, Edinburgh sagde nej, fonde og mindelegater siger hele tiden nej, forlag siger nej, boligsøgning fejler. Det sker hele tiden, og det er fucking hårdt. Det er det sgu. Når man er vant til at kunne finde ud af det hele, ligge i toppen og få kastet ros og udmærkelser efter sit kloge hoved, så føles det ekstra nedern når man så når en barriere der ikke kan overkommes. Bevares, det er sgu ikke fordi jeg er det klogeste menneske i verden, men måske, bare måske, havde man håbet at drømmen kunne realiseres.

Det der kendetegner de fleste afslag, i hvert fald når jeg har fortalt om dem, er at folk omgående prøver at dirigere følelserne over på et andet holdepunkt, en anden drøm - "Så må vi håbe at du i stedet.." Fuck det, mand. Jeg vil bare gerne have lov til at have ondt i lidt tid og ikke skrue ned for mine ambitioner lige med det samme. Let a girl cry.

Jeg tror ikke på det der med at være realistisk hele tiden. Det føles komfortabelt -  når man ligger og stirrer op i loftet en hel dag fordi man vitterligt ikke ved hvad man skal gøre efter man har fået afslag på afslag, så er den nemme løsning at gå over til plan B eller C og så tænke at man nok også bare skal være tilfreds med det her. Der vil jeg hellere prøve at få mest muligt ud af plan A.
Jovist fik jeg ikke ønske nummer 1 opfyldt, men hvis jeg omgående havde trukket mig og sagt "okay, jeg bliver bare i Danmark så og skriver mig op til en studiebolig", så var jeg ikke kommet ind på det fedeste studie på King's College. Hvis ikke jeg havde fortsat med at sende manus ind til forlag efter forlag, så havde jeg aldrig fået det afgørende "ja tak".

Det handler ikke om hvor mange gange du falder, men hvor mange gange du rejser dig op. Det er nok blevet mit motto efterhånden. Jeg er skidenervøs for hele projekt England, og jeg er så fucking træt af uddannelse, legatansøgning og bogskrivning. Men jeg bliver ved. Næste år sender jeg en ansøgning til Cambridge. Om tre år satser jeg på at jeg at søge om en kandidatuddannelse på det universitet der sagde nej tak. Og du kan bande på at jeg bliver ved med at sende legatansøgninger ud igennem hele processen.
Det føles lidt som at lægge en hånd frivilligt på en varm kogeplade efterhånden, men som en klog ven engang sagde til mig, så udvikler vi os ikke medmindre vi er en lille smule bange. Så forhåbentligt er jeg ved at være igang med en kolossal udvikling, hvis den skal matche mit stressniveau. Back to failing!

Photo by Green Chameleon on Unsplash

Ingen kommentarer:

Send en kommentar